Om gruppeterapi

I gruppen har jeg for første gang mødt nogle, der havde det ligesom mig. Det var en helt fantastisk følelse – som at komme hjem. Det har været stort for mig at opleve, at jeg ikke er alene i verden, men gruppeterapien gjorde det også klart for mig, hvad jeg gik og sloges med – og hvor stor prisen har været. At høre andre sige det samme har været helbredende for mig.

Kvinde, 23 år

Gruppeterapi – her vil du opleve, at du ikke er alene i verden

Gruppeterapi er langsomt ved at blive populært hos mange. Og det er der mange gode grunde til. Den vigtigste grund er, at det er helende for os mennesker, når vi føler os forstået og genkendt i alt det, der er så svært for os. De problemer som vi går og kæmper med i det skjulte. Og som vi måske tror, at vi er de eneste, der tumler med!

Når vi giver os selv lov til at dele det med andre i en gruppe, vil der med stor sikkerhed være andre, der kan genkende problemerne. Andre der har været lige dér i det svære og som deler deres erfaringer – andre som støtter og lytter. Du oplever ganske enkelt, at du ikke er alene! Det er i sig selv en stor hjælp til at få det bedre.

Ofte er det mest forandrende i gruppeterapi, det som gruppedeltagerne siger til hinanden. Du kommer tæt på andre, der kæmper med de samme problemer, har oplevet samme svære ting og du kan blive inspireret af, hvad de gør, når det er svært. Måske en anden sætter ord på noget, du aldrig før har opdaget hos sig selv. Måske styrker, som du ikke har været opmærksom på.

En af gruppeterapiens styrker er, at du kan afprøve ting, der er svære i hverdagen. Fx at sige fra, at tale åbent, at stole på andre eller at gå ind i konflikter. Når du har afprøvet det i gruppen, og føler dig mere tryg ved situationen, bliver det ofte lettere i din hverdag i andre situationer.

Jeg har været gruppeterapeut i 8 år og har stor erfaring med grupper. Både med teenage- og ungegrupper, voksengrupper og forældre/pårørende grupper. Jeg opretter løbende grupper med forskellige temaer. Tidligere har der været grupper med stress, lavt selvværd, sorg/krise, angst/depression, teenageproblematikker, voksne børn af alkoholikere og forældre til børn med diagnoser.

En gruppe består typisk af 6-8 deltagere, som mødes 2,5 time hver anden uge. Enkelte grupper kan mødes hver uge i en kortere periode – typisk vil det være eksamensforberedende grupper eller grupper med workshop præg. Der er tavshedspligt i alle grupper.

I nogle tilfælde kan det være godt at supplere gruppeterapien med et par samtaler i individuel terapi.

. Jeg har lokaler i Lyngby, lidt nord for København.