Fra præstationsangst til coolness

Praktisk information

Datoer: Efterår 2016 program kommer snarest.

Tidspunkt: kl. 17-20

Sted: København

Pris: 2.950 kr. alt inkl.

Ring gerne hvis du har nogle spørgsmål: tlf. 22 17 45 85

  • Kan det blive en god oplevelse at præstere?
  • Kan præstationsangst blive til ro i maven?
  • Kan man lære at berolige sig selv i stedet for at kontrollere sig selv?
  • Kan nogen lette redskaber hjælpe dig med at præstere på en afslappet måde?
  • Kan man blive så rolig til en eksamen, at man kan jonglere med alt det, man har lært?

Det er bare nogle af de spørgsmål vi arbejder med i gruppeforløbet, som retter sig mod dig, der er ung mellem 16 og 19 år, og som er interesseret i at præstere mere afslappet i skolen, til eksamen og i det hele taget. Som deltager bliver du en del af en lille gruppe på 10 unge, der mødes hver tirsdag i 6 uger – 3 timer af gangen.

Kender du det at blive grebet af panik, bare nogen taler om eksamen? Den paniske følelse man får alene ved tanken om ikke at kunne præstere så godt, som man vil. Genkender du det, at din performance kan være meget svingende alt efter, hvordan du har det; at du går i panik, når du synes, at du har for mange opgaver eller for meget at se til; at du ofte kommer til at sammenligne dig med andre unge og kritiserer dig selv for ikke at være god nok – og at du har svært ved at mærke, hvad du vil eller har lyst til, har svært ved at vælge og prioritere. Så er det her gruppeforløb noget for dig.

Forløbet er sammensat af forskellige evidensbaserede tilgange; 1) kognitiv psykologi, som handler om, hvordan tanker påvirker følelser og adfærd og kan forværre eller forbedre en oplevelsen; 2) neuropsykologi og hvad der sker i hjernen, når man oplever præstationsangst og stress; og 3) mindfulness der handler om teknikker til, hvordan man får sig selv til at falde til ro.

Forløbet er planlagt, så du øver dig på forskellige teknikker undervejs, der både giver indsigt i, hvad præstationsangst er for en størrelse, og hjælper dig til at finde ro i stedet. Du vil få en oplevelse af at gå fra et møde langt mere afslappet, end da du kom, og have redskaber med dig til at kunne skabe den tilstand selv. Du lærer altså at håndtere din frustration, bekymring og andre reaktioner i forhold til at skulle præstere på dit studie. Så får du adgang til det, du har lært på studiet og føler dig mere sikker, når du skal bruge og præsentere det til fx en eksamen.

Underviserne er erfarne terapeuter med speciale i unge og de udfordringer, som unge ofte kæmper med.

Vi stiller ikke mange krav til din deltagelse – ikke andet, end at du er villig til at give dig selv et pusterum, er åben for at prøve noget nyt – og tør dele din oplevelse med andre unge, der også oplever presset fra hele tiden at skulle præstere.